Trysil, Thailand eller Tyrol – eller måske Tyrkiet?

Nogle gange er verden for vild!

Den ene dag i november var vi opgivende, og havde mistet troen på at finde sæsonarbejde for vinteren (så vi kan tjene penge til at rejse for) – det var trods alt snart sæsonstart – og to døgn senere stod vi med tre drømmescenarier i hånden, og skulle til at vælge mellem følgende:

  1. Trysil: Et arbejde til Mette som massør i pool- og wellnessafdelingen på et norsk luksushotel, til en høj løn, som vi kan rejse og leve for længe efter at skisæsonen er slut, og med den bonus, at vi kunne stå på ski i et af Norges bedste og største skiområder i vores fritid! Dog var der ikke lovning på et job til Morten, men forhåbentlig kunne det lykkes at finde noget til ham på samme hotel eller i hvert fald i samme område, hvis blot vi tog derop.
  2. Thailand: Arbejde med at underholde skandinaviske gæster på et 5-stjernet resort i Phuket i 6 mdr: f.eks. med beachvolley, vandaerobic, børneteater m.m. Vi bor gratis på samme hotel og drikkevarer og alle måltider er inkluderet. Det samme er sundhedsforsikring, samt flybilletten ud og hjem – og hvis vi f.eks. vil blive en måned ekstra, ja så ændrer de bare hjemrejsedatoen for os, så vi efterfølgende kan rejse rundt og opleve Thailand/Asien som det passer os!
  3. Tyrol: Arbejde som Hausmeister og Hausfrau på et lille pensionat oppe midt i de østriske alper i 4 mdr, med gratis liftkort til et af Østrigs største og mest attraktive skiområder i hele perioden (300 m fra døren). En ugentlig rengøring af 9 værelser, indkøb og servering af morgenmad og at hygge om gæsterne er de største opgaver. Når gæsterne har spist morgenmad, kan vi stå på ski resten af dagen, eller hygge os hjemme i vores lille pensionat!

Før du læser videre, kan du jo lige overveje…hvad ville du selv have valgt i denne situation? Og hvorfor?

Læsetid: Ca. 7 min.

VInter i Tyrol

Som de fleste af jer – jer, der følger med på vores facebookside i hvert fald – ved,  valgte vi jobbet som Hausmeister og Hausfrau i Tyrol.

Og hvorfor så det?
Jo, fordi vi var fuldstændig ellevilde, da vi så dette jobopslag og med det samme mærkede, at dette var jobbet for os.
Vi har i lang tid gået og snakket om, at det kunne være fedt engang at have vores eget bed & breakfast og bare gå og servicere gæsterne, der kom forbi på ferie hos os. Måske kunne jeg (Mette) samtidig have psykoterapeutpraksis i den ene ende af huset – hvis det da vel og mærke kunne kaldes et hus. For nogle af de steder, vi har forelsket os i undervejs, kan måske ikke ligefrem kaldes huse.

Der har først og fremmest været et slot på banen – Visborggaard Slot ved Hadsund i Nordjylland, som blev en del af et større projekt, hvor vi sammen med en flok andre, entusiastiske, unge mennesker begyndte at lægge planer for at købe det og omdanne det til et bofællesskab – hvor Morten og jeg så småt lagde planer for at lave et mindre bed & breakfast i det tilhørende Møllerhus.
Og der stopper det ikke med møllerboliger – for siden da har det primært været gamle vindmøller, vi har kigget på og har forelsket os i. Alt lige fra møller på Djursland til Gedser har vi fået øje på og tænkt “Årh, hvor er det en smuk og idyllisk mølle – dette kunne være det helt perfekte sted at bo og drive et bed & breakfast!”

Grunden til, det netop har været disse møller, vi har forelsket os i, har dels været fordi, det er unikke boliger – der er kun én af deres slags. Ligesom der kun er én af os og én af Turtle! Vi kan godt lide ting, der er unikke – i stedet for at tingene, menneskene eller husene allesammen ligner hinanden. Unikt er godt!
Og derudover er møller også boliger med sjæl. De er charmerende og de fortæller en historie.
På samme måde havde vi det med ‘Pension Klausnerhof’, som pensionatet, vi skulle drive i Tyrol, hedder; det var en unik bolig, som havde sjæl og fortalte en historie – hér skulle vi nok trives.
Og at vi så samtidig med at skulle bo her, kunne få lov til at udleve vores drøm om at drive et bed & breakfast og servicere en masse glade feriegæster; det var næsten for godt til at være sandt!

Vi var derfor ikke lang tid om at sige ja, da chefen for rejseselskabet ringede til os og tilbød os jobbet – der var ikke nogen tvivl i vores sind – vi skulle være Hasumeister og Hausfrau på et lille pensionat i de østrigske alper! Der var ikke noget, vi hellere ville!

Ikke alt er, som det ser ud

Men som de fleste af jer nok også ved, så endte historien ikke, som vi havde håbet..

Vi kom til Tyrol, alt var godt og vi elskede stedet fra første øjekast – det var virkelig kærlighed ved første blik!
Vi var også glade for byen, for omgivelserne og for menneskene vi skulle arbejde sammen med. Så alt tegnede egentlig rimelig lyst for os.

Der var dog én sten i skoen – én forhindring; nemlig samarbejdet med rejseselskabet, vi var ansat under.

De første uger fløj afsted. Vi knoklede løs fra morgen til aften, på trods af, at vi var blevet fortalt, at det var en “loppetjans”, vi skulle ned og bestride.
Jobopslaget lød, som vi tidligere var inde på, primært på rengøring, indkøb og servering af morgenmad og at hygge om gæsterne, hvorefter vi var fri til at stå på ski resten af dagen.
Realiteterne så blot anderledes ud og vi så nu pludselig os selv arbejde røven ud af bukserne dagen lang.

Der gik nogle uger på denne måde, før vi fik sagt fra over for vores chef. Det kom helt bag på ham, da vi jo ikke havde fortalt om det tidligere, så han troede bare, at alt kørte. Men han mente, at alt ville blive bedre herfra. Så vi troede på ham – og glædede os over, at vi havde fået lettet vores hjerter og at han ville hjælpe os. Dog gik der ikke mange dage, før vi mærkede, at kommunikationen begyndte at gå helt galt – og blot en uge efter, at vi havde rakt ud efter hjælp ved at fortælle ham om situationen..fyrede han os!
Det slog benene fuldstændig væk under os og vi forstod slet ikke, hvordan han kunne behandle os på denne måde.

Vi følte os så uretfærdigt behandlet! Her havde vi knoklet og knoklet for at få stedet op at stå i løbet af 14 dage, og når vi så gav udtryk for vores frustrationer over at have brugt langt mere tid og energi på arbejdet, end vi var ansat til, smed han os ud på røv og albuer – uden en eneste advarsel.
Jeg prøvede endda at snakke med ham og spørge, om han ikke ville give os en chance mere, for vi var lige ved at komme på fode og vi var slet ikke i tvivl om, at vi kunne klare opgaven – men han stod fast. Han troede ikke på os og mente ikke, vi var det rette sted. Så der var ikke noget at gøre..

I løbet af de næste par dage pakkede vi (for mit vedkommende grædende) vores ting fra Pension Klausnerhof tilbage i Turtle og drog endnu engang ud på landevejene.
Denne gang dog ikke med det lette, lyse, nysgerrige sind, som plejer at følge os, når vi rejser afsted i Turtle. Denne gang var vores afrejse påvirket af tårer, frustration, lettelse, tristhed, skuffelse og en stærk følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet.

Vi har brugt nogle dage på at slikke sårene. Alt imens vi har stået på slalomski og langrendsski – for dog at få noget ud af vores liftkort og lån af ski, som vi var blevet lovet i første omgang.

Nu har vi afleveret vores liftkort til det nye værtspar, der kom og overtog efter os og dermed er vores eventyr i Tyrol slut for denne gang – med en noget andet udgang, end den vi havde regnet med..

Næste stop; Tyrkiet?

Midt i vores snakke om, hvor i verden vi nu skulle tage hen herfra, dukkede en erindring op hos én af os; kort før vi kørte fra Danmark, kom en af tilhørerne til vores foredrag op til os med sit visitkort og sagde, at hvis vi på et tidspunkt kom til Tyrkiet, så havde hun en feriebolig, vi bare kunne få lov til at låne kvit og frit – og det skulle vi bare benytte os af.

Aldrig har Tyrkiet syntes tættere på Tyrol end lige i dette øjeblik. Når nu drømmejobbet i Tyrol ikke viste sig at leve op til de forventninger vi havde – og vi har takket nej til både Trysil og Thailand, hvorfor så ikke takke ja til tilbuddet om en gratis feriebolig i Tyrkiet?

Nu ligger hele verden jo pludselig åben for vores fødder igen..

/Mette.

Jeg skriver om stort og småt, godt og skidt, hverdagsøjeblikke og minder for livet – og alt det derimellem.

Kunne du tænke dig endnu flere Turtle Time-historier? Så læs med her!

Har du en kommentar?