Har du et favoritsted i Nordjylland, som flere burde kende? Kender du en lokal original eller en venlig sjæl som vi burde møde? Eller måske vil du gerne selv lære Nordjyllands gemte og ukendte skatte at kende?
Så følg med i vores nye serie Nordjyske hverdagseventyr, som vi laver sammen med jer og Radio Nordjyske.
Hvis du vil vide mere hvorfor vi gør det, hvordan du kan være med og hvornår vi kører rundt i Nordjylland, så er du kommet til den rigtige side.
For friske, nye hverdagseventyr så skal du til gengæld klikke her.
Nu kører vi Nordjylland rundt – med nordjyderne som guider!
I de næste mange måneder, fra juni til oktober 2018, kører vi Nordjylland tyndt, én kommune ad gangen. Vi er på jagt efter de små hverdagseventyr. Vi leder efter lokale steder, mennesker og oplevelser som ikke kræver masser af planlægning eller opsparing at besøge. Det er de små, gode oplevelser lige uden for døren, som kan give kulør og farve til din hverdag, og som kan opleves i en weekend eller en tilfældig torsdag eftermiddag.
Del dit tip med os via Radio Nordjyskes facebookside. Bare skriv dit tip i en kommentar under det seneste opslag der handler om os. Så er det måske dit tip vi følger!
Her kan du se hvor vi er hvornår
Uge 23: Aalborg Kommune
Uge 24: Frederikshavn Kommune
Uge 25: Jammerbugt Kommune
Uge 26: Brønderslev Kommune
Uge 27-34: Sommerferie/pause.
Uge 35: Læsø Kommune
Uge 36: Mariagerfjord Kommune
Uge 37: Vesthimmerland Kommune
Uge 38: Rebild Kommune
Uge 39: Thisted Kommune
Uge 40: Morsø Kommune
Uge 41: Hjørring Kommune
Hvorfor?
Man behøver jo ikke altid tage så langt væk, for at opleve noget nyt og spændende. Og vi ved at Nordjylland er fyldt med eventyrsteder!
Vi er nemlig selv nordjyder – Mette fra Gøttrup og Morten fra Gistrup – og vi er stolte af det(!).
Vi sætter derfor fokus på nogle af alle de små naturperler, smukke pletter og spændende mennesker som Nordjylland indeholder (men som ikke står i turistbrochurerne), og på den måde minde os selv om hvor fantastisk en landsdel vi bor i.
Og efter at have rejst rundt i ude Europa i de sidste 6 måneder er det bare blevet endnu tydeligere for os!
Og måske kan det endda inspirere nogle af jer der følger med 🙂
Hvordan?
Du kan være med: Vi leder som nævnt efter de ukendte lokale “skatte” og dem kender vi af gode grunde ikke selv(!) Så hvis du er nordjyde eller kender noget til Nordjylland, så er det dig vi har brug for:
Send dit tip til Mark fra Radio Nordjyske ved at skrive en kommentar under det seneste billede af Turtle Time på www.facebook.com/radionordjyske
Hver mandag morgen i radioen giver Mark jeres tip videre til os, og om fredagen fortæller vi jer og Mark hvad vi har oplevet. Undervejs vil vi dele billeder med jer fra oplevelserne på www.facebook.com/turtletime.dk.
Vi glæder os til at tage dig med rundt i hele Nordjylland på Turtle Time!