“Det er da også nu, I skal gøre det”..

Læsetid: Ca. 6 min.

Hvor ofte har jeg ikke hørt “det er også nu, I skal gøre det”, når jeg fortæller, at Morten og jeg har opsagt job og bolig for at flytte ud i en autocamper og rejse rundt i verden..?
Underforstået: “for når først I har slået jer ned, har købt hus og fået børn, så kan I jo ikke bare rejse afsted på den måde”.
Det er MANGE gange – så mange gange, at jeg ikke har tal på det, men bare kan konstatere, at det er én af standardkommentarerne, når vi fortæller om vores livsstil.

Og selvom folk kun siger sætningen “det er også nu, I skal gøre det”, er sætning nr. to mhp. fast bolig og børn ikke bare noget, jeg gætter mig til, at folk tænker. Det er det svar jeg får, når jeg spørger “hvad mener du egentlig med det? Hvorfor siger du, at det er nu, vi skal gøre det?”.
Og her er svaret også næsten enslydende fra gang til gang: at når først vi har “bundet os”, er det jo ikke bare sådan liiige at slippe fri af hverdagens rammer igen.

Jeg kan mærke, at denne tankegang og forudindtagethed provokerer mig en smule (om end jeg også selv ‘plumper i’ og så sent som for et års tid siden sagde noget lignende til min fætters kæreste, da hun ville i praktik i udlandet i nogle måneder).
Men provokation er meget godt – det betyder, at der er et eller andet i den her sammenhæng, der er vigtigt for mig og det får mig til at sætte mig ned og reflektere over, hvad det er, der er vigtigt og hvorfor jeg bliver provokeret af disse kommentarer.

Og der er flere ting i det:
1. Jeg bliver ærgerlig over den vanetænkning og begrænsende tilgang til livet, som jeg oplever der ligger til grund for sådanne kommentarer (læg mærke til at jeg siger “oplever” – det kan sagtens være, der ligger noget helt andet til grund for din kommentar, hvis du er en af dem, der har sagt det til mig – jeg fortæller kun, hvad disse sætninger sætter i gang hos MIG): at hvis MAN har hus og børn, så kan MAN ikke længere tage ud og rejse på den måde, vi gør.
2. Jeg bliver nok også lidt provokeret af, at folk bare GÅR UD FRA, at jeg er interesseret i at købe hus, få børn og ha’ et fast job. Så derfor bliver jeg nødt til at rejse NU, inden jeg når dertil. Men hvad nu, hvis de elementer slet ikke er en del af min drøm om et godt liv – hvis jeg nu slet ikke drømmer om et fasttømret stabilt familieliv i et parcelhus eller en nedlagt gård på landet, men min drøm ER at tage ud og rejse jorden rundt og have skiftende jobs resten af mit liv, hvor jeg kommer frem, fordi det for mig er en større drøm at møde mange forskellige kulturer end at skabe én fast base..?

I dette indlæg vil jeg ikke komme nærmere ind på, hvad der ER min drøm: om det er at rejse jorden rundt og have skiftende jobs resten af mit liv eller om det er at slå mig ned i et hus med børn og fast job – eller om jeg på en eller anden måde ser muligheder og drømme i begge retninger.
Både fordi det ikke er min pointe med dette blogindlæg og måske også fordi jeg ikke selv helt ved det, fordi jeg ikke kigger så langt ud i fremtiden i øjeblikket, men bare gør det, der føles rigtigt LIGE nu.

Det jeg i stedet vil fremhæve i dette blogindlæg er, at det selvfølgelig IKKE behøver være slut med at rejse – heller ikke i længere perioder – selvom man får børn (eller rettere HVIS man får børn).

Og det er Lars og Suzi nogle af de bedste eksempler, jeg kender, på.
Lars og Suzi, som vi besøgte i deres hus på Sydfyn sidste år og med det samme klikkede med, da de også er to eventyrlystne sjæle – med to eventyrlystne børn ovenikøbet.
Lars og Suzi, som både har sejlet flere måneder i kano på Yukonfloden i Alaska, rejst fire måneder igennem Sydamerika med tog, bus og på gåben og ikke mindst sejlet 1,5 år i kajak fra København til Istanbul – og alle disse oplevelser sammen med deres to børn!
Og Lars og Suzi, som tilfældigvis var i lige netop dét eksemplar af Familie Journalen, som jeg åbnede og læste i, da jeg var kravlet under dynen hjemme hos mor og far i går aftes (og som satte tankerne i gang omkring dette blogindlæg).

Lars og Suzi er som sagt nogle af de bedste eksempler, jeg kender, på at det SAGTENS kan lade sig gøre at rejse med børn – også i LANG tid.
De har på ingen måde ladet deres rejse- og eventyrlyst begrænse fordi de fik børn – tværtimod. De har faktisk aldrig rejst så meget som efter de fik børn. For ‘børnene var jo bare en undskyldning for at rejse endnu mere, for vi skal jo vise dem hele verden’, som Lars siger sidst i artiklen i Familie Journalen.

Og den tilgang kan jeg mærke, taler LIGE til mit hjerte: at blive ved med at være nysgerrig hele livet, at tage på opdagelse og på eventyr og at turde gå efter sine drømme. Uanset hvad omverdenen mener.
Men der minder jeg nok også meget om Lars og Suzi af natur: der er ikke NOGET ved rejselivet (hverken nye ukendte oplevelser, fremmede kulturer eller usikkerheden ved ikke at vide, hvor vi skal sove i nat eller hvor pengene skal komme fra i næste måned), der er mere skræmmende end tanken om at sidde tilbage ved livets afslutning med følelsen af ikke at have levet livet fuldt ud.
Dét er den største frygt for mig – jeg vil for alt i verden have noget ud af livet, mens jeg er her! Og det betyder, at jeg ind imellem må være modig nok til at kaste mig ud i noget, der skræmmer mig eller som gør mig usikker – for netop dér er der udvikling og eventyr at finde..

I øvrigt er Lars netop i skrivende stund i fuld gang med endnu et eventyr, hvor han i dén grad har kastet sig ud i noget nyt og ukendt: nemlig at være den første nogensinde, der svømmer hele vejen rundt om Danmark. Du kan følge ham og hans rejse og anstrengelser på www.livetergodtfolgos.dk.

Om man vælger at flytte i hus og få børn og fast job og helst bliver hjemme i haven i ferien eller man rejser ud i hele verden og konstant tager på nye eventyr (med eller uden børn) eller man gør noget helt tredje, måske et sted midt mellem de to yderpoler, vil jeg lade være fuldstændig op til den enkelte. Vi har jo allesammen drømme, men de er ikke nødvendigvis de samme som naboens.

Jeg kan bare mærke, at det er vigtigt for MIG ikke at lade mig begrænse af, hvad andre folk mener, er det gode liv eller af, hvad andre folk mener, kan lade sig gøre eller ej. Jeg må finde den vej, der føles rigtig i MIT liv – og det kan sætninger, der provokerer mig, være med til at bringe mig i retningen af, fordi de får mig til at sætte mig ned og reflektere over mine værdier.

Så endelig: bliv ikke bange for, om du siger noget, der provokerer mig, næste gang du taler med mig. Det er kun godt at blive mødt af andre folks opfattelser, også selvom jeg ikke nødvendigvis deler disse opfattelser – så jeg selv kan blive endnu klogere på mine egne værdier.

Så tak til alle jer der sagde “det er også nu, I skal gøre det”. 🙂

Mette.