Bureaukratispillet – umuligt at gennemføre? (Artikel fra Aalborgnu.dk)

Men det gør vi så alligevel. “Vi” er Mette og Morten fra Aalborg og vores campervan “Turtle”, en rød VW California fra ´92. Vi har sagt farvel til fast bolig og job, og solgt vores ejendele til gengæld for at bo, arbejde og rejse rundt omkring i verden. D. 4. december tog vi afsted, og med jævne mellemrum skriver vi hjem til jer her i Aalborg:nu om vores oplevelser.

Og det er vigtigt også at fortælle denne side af historien. Selvfølgelig har der også været positive oplevelser, men det ER nu engang ovenstående trælse oplevelser, tårer og frustrationer, der desværre har været i overtal i vores første to måneder i Turtle.

Her står vi sammen med det italienske politi foran Turtle efter indbruddet.

Bureaukrati-spillet

Bureaukrati-spillet er et ufrivilligt ‘spil’, som vi uden held har forsøgt at gennemføre, siden vi forlod jobbet i Østrig d. 5. januar og som vi fortsat kæmper med at gennemføre.
Måske du også kender til det? Det rammer gerne folk, som ikke passer ind i “kasserne”.

Lige nu risikerer vi f.eks. at skulle vende om og køre 2000 km tilbage til Danmark for at flytte ind på en tilfældig adresse, bare for at Mette kan modtage et nyt kørekort.

Bureaukrati-spillet har i dette tilfælde to hovedpersoner, som vil forsøge at rejse rundt i en autocamper og opleve verden. For at gennemføre bureaukrati-spillet skal de placere en lang række usynlige bureaukratiske kasser i rigtig rækkefølge – og samtidig holde eventyrlysten intakt! Men spillet synes umuligt at gennemføre: Hver gang de har placeret en kasse korrekt, får de en ny kasse – som ikke passer til de andre. Det åbner nye baner, som skal gennemføres; fyldt med regler, dokumentation, uendelige telefonkøer, omstillinger, ventetoner og bureaukratiske blindgyder, og for hver bane mister de to personer lidt mere af deres eventyrlyst. Og kasserne bliver ved med at dukke op…

I vores tilfælde kæmper vi især med at myndighederne ikke kan håndtere, at vi (som loven ellers kræver) er udmeldt i CPR/Folkeregisteret, og derfor ikke har en adresse i Danmark. På trods af at vi stadig er danske statsborgere.

Vi har brugt meget af vores tid på papirarbejde.

Nogle af de baner vi indtil videre har spillet i bureaukrati-spillet (men ikke gennemført) er:

– Forsikringsbanen: Da vi pludselig blev fyret mistede vi bl.a. vores syge- og indboforsikring. Men fra udlandet og uden dansk adresse kan/vil danske forsikringsselskaber ikke hjælpe (kun med ulykkes- og bilforsikring. Og der steg præmien endda!) Så vi tog fat i udenlandske forsikringsselskaber. Men ikke hurtigt nok: Dagen efter vi forgæves havde forsøgt at skaffe en forsikring af vores ejendele, fik vi ironisk nok indbrud i Turtle og mistede værdier for 5000 kr. + Mettes kørekort + skader på bilen. Det føltes virkeligt unfair…

– Skattebanen: En medarbejder oplyser: I er “begrænsede skattepligtige” i Danmark. Vi udfylder og indsender en blanket og var stolte af at nå igennem denne bane så nemt! Kort efter: ‘Tak for jeres ansøgning. Vi regner med at have den behandlet inden 5 måneder’. 5 måneder?! Ugen efter siger en anden medarbejder (ifm. nogle andre skatteforhold): “I er da fuldt skattepligtige i Danmark”. Pokkers! Slået tilbage til start igen, lige før målstregen…

– Bankbanen: Efter at vi blev hhv. fyret og bestjålet er det blevet nødvendigt med nye hævekort og adgang til hinandens konti. Men det må vi ikke, når vi ikke kan møde personligt op og ikke har adresse i Danmark. Vi har en bankmand på sagen og krydser fingre.

Som om det ikke var nok, satte et nyt bureaukrati-spil i gang da Mette fik stjålet sit kørekort; Først meldte vi det til det lokale Polizia, så ned på Carabinieri-politistationen i nabobyen efter politirapporten, så kontakte borger.dk og dernæst sende håndskrevet brev(!), fotos og emails til Rigspolitiet i København for at få en bekræftelse på, at Mette har et dansk kørekort (men først måtte vi omkring Folkeregisteret og borgerservice i Aalborg Kommune, fordi de ikke havde registreret os korrekt).

Morten forsøger at danne sig et overblik over de mange regler.

Nu er vi nået så langt i spillet, at den danske ambassade (i Rom, 500 km fra hvor vi er…) kan give os et dokument, der tillader Mette at køre i Italien og hjem til Danmark (hvor hun kun kan få et nyt kørekort hvis hun registrerer sig i Folkeregisteret med en adresse). Derfor er det nu kun Morten, der må køre, hvis vi bevæger os uden for Italien i de næste 4 måneder og ellers er det hjem til Danmark. Suk!

Det skal lige indskydes, at der også er gode ting at sige om det danske bureaukrati – f.eks. kan vi tydeligt mærke fordelene af digitaliseringen når vi ser, hvordan det udenlandske papirbureaukrati fungerer eller når vi bare logger på e-boks fra en mobil i udlandet. Men dét at skulle jonglere med kasser og myndigheder har bare i vores situation været meget, meget umagrende.

Faktisk har vi kæmpet med bureaukrati-spillet siden i sommers hvor vi forberedte os på at køre afsted – og dér lavede vi nok den begynderfejl at være ærlige. Det har virkelig skruet op for spillets sværhedsgrad. Vi har talt med over 15 myndigheder og mindst 3 gange så mange medarbejdere bare i de sidste uger. Det føles lidt som at være med i filmen “I, Daniel Blake” eller en bog af Kafka.

Som andre der rejser som os (og sikkert en del hjemløse?) også oplever, så går myndighederne nemt i baglås når man ikke kan fremvise en adresse. Vi ved, at nogle forståeligt nok ender med at give op – eller omgår loven – for at undgå bøvlet.

For det har vist sig, at når vi træder ud af de vante kasser og “tillader” os at gøre noget andet end det almindelige, ja så kan bureaukratiet ikke håndtere det og så bliver vi gang på gang straffet for vores dumdristighed.

Og for os ender det måske med, at vi som sagt bogstaveligt talt kan blive slået helt hjem til Danmark. Øv.

Der har heldigvis også været plads til oplevelser. Her nyder Morten det varme vand i et termisk bad.

Mere Turtle Time, tak

Ja, bureaukrati-spillet har altså indtil videre taget rigtig meget af vores tid! Tid, som vi havde håbet på at kunne bruge på hinanden og på spændende oplevelser, fremfor telefon hjem til Danmark.

Og det er også noget af det, der skaber rigtig meget frustration og tårer i vores lille hjem; For hvorfor skal det være SÅ svært at kaste sig ud i en relativt simpel drøm; at flytte ud i en autocamper og rejse rundt og opleve verden?

Her er vi nået til Gardasøen i Italien.

Men vi VIL gennemføre det forbandede bureaukrati-spil og nå derhen, hvor vi kan få flere af de små hverdags-rejse-oplevelser, som vi sætter så meget pris på:

At sidde i vintersolen med udsigt over Gardasøen og drikke varm kakao. At ligge under dobbeltdynen i Turtle og læse højt for hinanden. At gå tur langs stranden, og finde et termisk bad, hvor vi kan dyppe fødderne og snakke med de lokale. At sidde i skæret fra lyskæderne i Turtle og spise pasta og drikke rødvin fra vores plastik-vinglas. Er det for meget forlangt?

Vi nåede ikke engang til vores interne uoverensstemmelser, motorproblemerne eller forstoppelsen i dette rejsebrev – men I har vist fået elendighed nok… Næste gang håber vi på at heldet er vendt, så vi kan give jer nogle helt andre vinkler på landevejslivet!

Stort kram og anti-bureaukratiske hilsner fra Morten, Mette og Turtle.

Her ses Mette bag rattet i ”Turtle”.

Dette blogindlæg er oprindeligt skrevet som et rejsebrev hjem til avisen og onlinemediet Aalborg:nu.