Turbulent første måned i Turtle (Artikel fra Aalborgnu.dk)

Læsetid: ca. 5 min.

Da vi vinkede farvel til Aalborg for en måned siden og kørte afsted ud af de nordjyske landeveje med næsen vendt mod syd, var det med forventningen om, at vi nu var på vej ud på vores livs eventyr. Fra nu af ville vi skrue ned for tempoet og køre ud og opleve verden fra vores nye hjem, det røde folkevognsrugbrød fra 90’erne, “Turtle”.

Vi så på hinanden – og vi grinede. Hvor vildt var dét lige? Vi havde solgt alle vores ejendele, opsagt vores bolig, afviklet vores jobs og nu lå hele verden for vores fødder!

Tænk sig, at vi rent faktisk havde gjort det!

Det var en tanke, der var opstået i løbet af 2016, var vokset og ikke ville slippe os igen. Hey, det var faktisk en reel mulighed at droppe det vanlige liv herhjemme og springe ud i noget helt nyt og ukendt som at flytte ud i en bil og køre verden rundt – så hvorfor ikke gøre det?

Idéen udviklede sig, og da vi købte Turtle i september 2016, vidste vi, at det ville blive virkelighed. I juni 2017 flyttede vi ud i bilen og nu, da vi kørte afsted i starten af december, havde vi allerede boet i den i ½ år, mens Mette havde færdiggjort sit studie og afsluttet aktiviteterne i sin virksomhed. Men nu var vi frie!

Der var ikke længere nogen bånd, der bandt os og vi kunne bare køre afsted – ud i den store, vide verden!

Billede fra dagen hvor Morten, Mette og ”Turtle” startede deres fantastiske eventyr. Privatfoto

Frihed – men også arbejde

Dog var der lige én begrænsning; vores bankkonto, der var helt i bund. På trods af, hvor meget vi bare gerne ville køre afsted ud i verden i vores bil, var der også noget, der hed økonomi. Uden penge ville hverken vi eller Turtle klare den ret langt. Derfor havde vi fundet et sæsonjob i Østrig som “hausmeister & hausfrau” på et pensionat ved et skisportsted. Det virkede perfekt. Jobbet bestod i store træk af at klargøre værelser til nyankomne gæster og anrette morgenmadsbuffeten – og ellers have masser af tid til selv at stå på ski.

Alperne kommer til syne i det fjerne. Privatfoto

Det lød jo fuldstændig ideelt for os, der gerne ville ned i tempo og nyde hverdagen samtidig med, vi ville opleve verden og tjene penge. Det var en win-win situation.

Og vi siger jer; vi var ellevilde, både da vi fik jobbet og da vi kom ned og så vores nye hjem i Østrig. Hér skulle vi nok falde til!

Det var et helt fantastisk landskab med sneklædte bjerge til alle sider og vores nye hjem var en gammel østrigsk alpehytte med heste i baghaven. What’s not to like?!

Alt virkede næsten for godt til at være sandt.

Der var idyl og heste i parrets østrigske baghave. Privatfoto

Hvilket vi også måtte sande i løbet af de kommende uger, at det havde været.

Der var virkelig mange ting, der skulle ordnes, før vi kunne byde de første gæster indenfor – sæsonens første gæster, som ankom bare 6 dage efter vi selv for første gang betrådte de sneklædte marker uden for pensionatet.

Langt fra skildpaddetempo

Vi skulle på kommunen og udfylde papirer, i banken og oprette østrigsk konto, rengøre fællesområder og værelser på pensionatet, lægge rent sengelinned på, oplæres i nyt bookingsystem, skrive velkomstsedler til gæsterne, finde ud af hvad morgenmadsbuffeten skulle bestå af og købe ind til det – for bare at nævne nogle få eksempler på alt det, der skulle på plads i løbet af de seks dage. Dertil kom, at vi udover nyt job og nye kollegaer også skulle omstille os til, at vi netop var flyttet ind i et nyt hjem i et nyt land, hvor vi hele tiden mødte fremmede mennesker, der talte et fremmed sprog. Der var så mange ting at forholde sig til de første to uger og vi knoklede løs fra morgen til aften for at kunne følge med.

Hausmeister Morten knoklede med støvsugeren og andre pligter. Privatfoto

Så forventningen om at komme helt ned i gear og tage det hele i skildpaddetempo lå langt fra den hektiske hverdag, vi landede midt i her i Tyrol. Efter to uger, hvor vi ikke fik sagt ordentligt fra over for det arbejdspres, vi blev udsat for, kom konsekvensen; Mette knækkede sammen under det, måtte kravle under dynen og blive her i mange dage – mens hausmeisteren Morten måtte klare pensionatet på egen hånd.

Bum! Det havde vi ikke set komme og var slet ikke forberedt på det arbejdspres, der havde ramt os lige i hovedet.

Vi fik heldigvis stoppet op, set hinanden i øjnene og fik sagt fra overfor presset. Det var ikke det her, vi var blevet lovet og det var ikke det, vi havde sagt ja til, så nu måtte piben ha’ en anden lyd. Vi fortalte vores chef, hvor pressede vi havde været og at vi ikke kunne og ikke ville fortsætte på samme måde 3 måneder endnu. Han var overrasket, for vi havde ikke tidligere nævnt, hvor pressede vi havde været, men han mente, at det nok skulle blive bedre derfra.

Planen tog en drejning

Vi begyndte at stille krav og sætte grænser, for vi ville ikke længere stille op til, at vi skulle arbejde langt mere, end vi var ansat til og have langt flere opgaver, end det, vi var blevet lovet. Kommunikationen gik flere gange skævt i løbet af den kommende uge og bare én uge efter, vi havde rakt ud efter hjælp ved at fortælle vores chef, hvor pressede vi havde været, kom slutresultatet; en fyreseddel!

Vi var begge helt paf – nok havde vi mærket, at kommunikationen var gået skævt i løbet af den seneste uge, men at han ville fyre os på baggrund af, at vi havde været pressede og at kommunikationen var gået skævt – og så efter bare en uges problemer og uden den mindste advarsel! Det havde vi alligevel ikke regnet med..

Vi var begge utroligt kede af det i dagene efter fyringen – fordi vi følte os uretfærdigt behandlet, men også fordi vi måtte sige farvel til drømmen om at bo i disse smukke sneklædte alper, mens vi drev vores eget pensionat og stod på ski hver eftermiddag.

Billede fra en hyggestund på turen. Privatfoto

Vi brugte et par dage på at slikke sårene – mens vi skiftede mellem at stå på slalomski, langrendsski og kælke. Trods alt ikke den værste måde at komme sig over en sorg på, når det nu skulle være.

Så nu er vi tilbage i Turtle – tilbage på landevejene. Uden nogen plan. Som vi kender det.

Mere tryghed i det uforudsete

Og faktisk er det utroligt trygt at være tilbage – på trods af alt det ukendte og uforudsigelige ved at bo i en bil og rejse uden en plan.

For uforudsigelighed kan komme i mange afskygninger og denne form for uforudsigelighed er mere behagelig for os end den, vi netop har været udsat for.

At have en chef, der er så uforudsigelig og pludselig fyrer os, når vi rækker ud efter hjælp og som ændrer mening, som vinden blæser – dét var ubehageligt og det var godt, vi kom væk fra det.

Men uforudsigeligheden her i Turtle, hvor vi ikke ved, hvad vi kommer til at se og opleve i løbet af dagen eller hvor vi kommer til at overnatte i nat – det er en velkendt og spændende uforudsigelighed, som vi trives med og her er vi trods alt selv herre over det uforudsigelige; vi bestemmer selv, om vi kører til højre eller venstre.

Du kan følge med på vores facebookside ‘Turtle Time’ og være med til at bestemme, om vi kører til højre eller venstre – lige nu er vores eneste plan, at vi vil køre sydpå ned til noget mere varme, nærmere bestemt er vores planer ikke.

Hvor ville du tage hen, hvis hele verden lå åben for dine fødder? Kom ind på siden og gi’ os dine bedste tips – så kan det være, vi kører efter dem!

Bedste rejsehilsner fra Morten, Mette og Turtle.

Morten og Mette tog på flere langrendsture i Alperne. Privatfoto

Dette blogindlæg er oprindeligt skrevet som et rejsebrev hjem til avisen og onlinemediet Aalborg:nu.