Trysil, Thailand eller Tyrol – eller måske Tyrkiet?

Nogle gange er verden for vild!

En dag i november var vi lige ved at give op og miste troen på at vi ville finde et sæsonjob for vinteren (så vi kan tjene penge til vores rejser) for det var snart sæsonstart og vi var ikke lykkedes med at finde noget endnu – og pludselig to dage senere stod vi med tre drømmescenarier på hånden og skulle til at vælge mellem følgende:

Læsetid: ca. 4 min.

  1. Trysil: Et job til Mette som massør i pool- og wellness afdelingen på et norsk luksus hotel, til en høj løn, som vi ville kunne leve og rejse for længe efter skosæsonen var sluttet og med den bonus at vi ville kunne stå på ski i et af Norges bedste og største skiområder i vores fritid!
    Der var dog ikke lovning på noget job til Morten, men forhåbentlig ville det kunne lykkes ham at finde noget på det samme hotel eller i hvert fald i det samme område, hvis vi kørte derop.
  2. Thailand: Et arbejde hvor vi skulle underholde de skandinaviske gæster på et 5-stjernet hotel i Phuket i 6 måneder: f.eks. beachvolley, vandaerobic, børneteater osv. Vi ville bo gratis på hotellet og mad og drikkevarer var inkluderet i lønnen. Det samme var sundhedsforsikring og flybilletten ud og hjem – og hvis vi f.eks. havde lyst til at blive en ekstra måned, ville de blit ændre hjemrejsedatoen så vi kunne rejse rundt i Thailand og det øvrige Asien som vi havde lyst til, inden turen gik hjem til Danmark igen.
  3. Tyrol: Arbejde som ‘Hausmeister’ og ‘Hausfrau’ (værtspar) på et lille bed & breakfast midt i de østrigske alper i 4 måneder med gratis liftkort til et af Østrigs største og mest attraktive skiområder (300 meter fra vores hoveddør) i hele skisæsonen. Jobbet bestod hovedsageligt af en ugentlig rengøring af de 9 værelser, indkøb og at lave morgenmad og servicere gæsterne.
    Når vi havde ryddet af efter morgenmaden kunne vi stå på ski resten af dagen eller vi kunne bruge tiden hjemme i vores lille bed & breakfast.
    Før du læser videre, kan du lige overveje: hvad ville du selv have valgt? Og hvorfor?
Vinter i Tyrol

Som de fleste af jer – i hvert fald de af jer, der følger os på facebook – ved, så valgte vi jobbet som hausmeister og hausfrau i Tyrol.

Og hvorfor?
Fordi vi var totalt overbegejstrede, da vi så jobbeskrivelsen og følte med det samme at dette var lige præcis det rette job for os.
Vi har længe snakket om hvor fedt det kunne være at ha’ vores eget bed & breakfast og bare gå og servicere de gæster der tog på ferie hos os. Måske kunne jeg (Mette) så også ha’ min psykoterapeutpraksis i den ene ende af huset – hvis det kunne kaldes et hus.
Nogle af de steder vi har forelsket os i, har nemlig slet ikke været huse.

For det første, har vi set nærmere på muligheden for at bo på et slot – Visborggaard ved Hadsund i Nordjylland, som blev en del af et større projekt hvor vi sammen med en gruppe andre entusiastiske unge mennesker begyndte at lave planer om at købe det og lave det om til et levefællesskab – og undervejs i disse overvejelser begyndte Morten og jeg at lave små planer om at lave et lille bed & breakfast i det tilhørende møllerhus.
Og ikke nok med et møllerhus – vi har også kigget på mange forskellige gamle møller rundt omkring, som vi har forelsket os en smule i. Vi er stødt på masser af gamle møller lige fra Djursland til Gedser og har flere gange tænkt “Wauw, sikke en smuk og idyllisk mølle – det her ville være det perfekte sted at bo og have et bed & breakfast!”

Grunden til, det ofte er møller, vi forelsker os i, er delvist fordi de er helt unikke – der er kun en af deres slags. Ligesom der kun er én af os og én af Turtle.
Vi kan godt lide ting der er unikke – i stedet for at alle ting, mennesker eller huse ligner hinanden. Unikt er godt!
Derudover er møller også hjem med sjæl. De er charmerende og de fortæller en historie.
På samme måde havde vi det med ‘Pension Klausnerhof’, som vores nye bed & breakfast, som vi skulle drive i Tyrol, hed; det var unikt, det havde sjæl og det havde en historie at fortælle – vi var slet ikke i tvivl om, at vi ville elske det her.
Og samtidig kunne vi, ved at bo og arbejde her, afprøve vores drøm om at drive et bed & breakfast og servicere en masse glade gæster der var på ferie; det var næsten for godt til at være sandt!

Så vi havde ikke særlig mange betænkeligheder ved at sige ja til dette job, da chefen fra rejsebureauet ringede og tilbød os jobbet – der var ingen tvivl i vores sind – vi skulle være hausmeister og hausfrau på et lille bed & breakfast i de østrigkse alper! Der var ingenting, vi havde mere lyst til end dette!

Ikke alt er som det ser ud

Men som de fleste af jer, der har fulgt med på sidelinjen, allerede ved, endte historien ikke, som vi havde håbet..

Vi kom til Tyrol, alt var godt og vi elskede stedet fra første øjekast – det var virkelig kærlighed ved første blik!
Vi var også glade for byen, området og for de mennesker, vi skulle samarbejde med. Så alt tegnede lyst.

Der var dog én sten i skoen – én forhindring; nemlig samarbejdet med rejsebureauet vi var ansat af.

De første uger fløj afsted. Vi arbejdede hårdt fra tidlig morgen til sen aften, på trods af at vi var blevet stillet i udsigt at det blot var en “loppetjans” vi havde sagt ja til.
Som tidligere nævnt lød jobbeskrivelsen primært på rengøring, indkøb, lave morgenmad ogservicere gæsterne, hvorefter vi kunne stå på ski og nyde resten af dagen.
Realiteterne så bare anderledes ud og pludselig så vi os selv arbejde røven ud af bukserne.

Et par uger gik på denne måde før vi indvolverede vores chef i, hvor travlt vi havde haft. Han var overrasket fordi vi ikke havde fortalt ham det tidligere, så han troede bare, alt var fint. Men han mente, at alt ville blive bedre herfra. Så vi troede ham – og var glade for, at vi havde fået lettet vores hjerter og at han ville støtte os. Men..der gik ikke mange dage før det gik op for os, at der var noget galt i kommunikationen mellem ham og os – og blot en uge efter vi havde fortalt ham, hvor travlt vi havde det og bedt om hjælp, fyrede han os!

Vi ku’ slet ikke forstå det! Vi forstod ikke, hvordan han kunne behandle os på den måde. Vi følte os virkelig uretfærdigt behandlet! Vi havde knoklet og knoklet i 14 dage for at få stedet op at stå og da vi udtrykte vores frustrationer over at bruge så meget mere tid og energi på arbejdet end vi var blevet stillet i udsigt, smed han os ud på røv og albuer – uden en eneste advarsel.
Jeg forsøgte endda at tale med ham og spørge om han ikke ville give os en enkelt chance, for vi følte vi var lige ved at være ovre det værste og få styr på alting og vi var helt sikre på, vi kunne klare jobbet – men nej. Han troede ikke på og og mente ikke, vi var det rette sted. Så der var ikke noget at gøre.

I løbet af de næste par dage pakkede vi vores ting fra Pension Klausnerhof tilbage i Turtle (mens jeg græd) og endnu engang var vi tilbage på vejene.
Denne gang ikke med det lyse, nysgerrige sind, der ellers normalt følger os, når vi rejser rundt i Turtle. Denne gang var vores afrejse påvirket af tårer, frustration, lettelse, tristhed, skuffelse og en stærk følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet.

Vi har nu brugt nogle dage på at slikke vores sår. Imens har vi stået på ski, både alpinski og langrendsski – for at få noget ud af vores liftkort og skilån, som vi var blevet lovet på forhånd.

Nu har vi afleveret vores liftkort til det nye værtspar og dermed er vores eventyr i Tyrol slut for denne gang – med en fuldstændig anden afslutning end vi havde forventet.

Næste stop; Tyrkiet?

Midt i vores snakke om, hvor vi skal tage hen herfra, er der dukket en minde op hos os; kort før vi forlod Danmark, var der en af deltagerne til vores foredrag der kom op til os med sit visitkort og sagde, at hvis vi nogensinde kom til Tyrkiet, så havde hun et hus dernede, vi kunne låne gratis.

Aldrig har Tyrkiet virket tættere på Tyrol end lige i dette øjeblik. Nu da drømmejobbet i Tyrol ikke levede op til de forventninger vi havde – og vi har sagt nej tak til jobbene i både Trysil og Thailand, hvorfor så ikke takke ja når vi er blevet tilbudt et gratis hus i Tyrkiet?

Nu ligger hele verden pludselig åben for vores fødder igen..

/Mette.

Har du en kommentar?