TAK – er ikke et fattigt ord

Læsetid: Ca. 13 min.

Dette blogindlæg tager sin begyndelse i forgårs efter søndagsaftensmaden, hvor vi sad ved spisebordet og snakkede om vores weekendoplevelser og om hvor meget venlighed vi var blevet mødt af i weekenden. Det udviklede sig hurtigt til en spændende snak og da Mette får sagt “Hvis jeg skulle skrive et nyt blogindlæg, så skulle det handle om taknemmelighed”, så fik jeg hurtigt grebet fat i ipad’en og sad herefter og skriblede ned, imens vi snakkede videre.

Vi siger faktisk tit “Ej, dét her kunne blive et fedt blogindlæg”, når vi har oplevet noget ekstraordinært eller haft en spændende diskussion. Noget som på en eller anden måde føles værdifuldt at dele med jer. Så smiler eller griner vi lidt og så kommer det ikke rigtigt videre. Men denne gang lykkedes det! 🙂

Nå ja, og så ville tilfældighederne, at jeg dagen efter – altså i går – stødte på en artikel på dr.dk med stort set identiske tanker og budskab. Helt surrealistisk. Men mere om det i slutningen af indlægget.

God læselyst… 🙂

Så mange søde og hjælpsomme folk omkring os

Hjælpsomhed, venlighed, gæstfrihed, imødekommenhed giver en varm og behagelig taknemmelighedsfølelse af at blive holdt af. En tanke om at uanset hvad, så skal det nok gå, for der er masser af søde menneesker som er klar til at hjælpe dig hvis det går galt eller brænder på.

I weekenden stod eksemplerne i kø for os:
Det starter med at vi er blevet inviteret med til Mettes mosters sølvbryllup nede i Vesthimmerland. TAK

Det skaber dog den første udfordring, for Turtle er stadig på værksted, og hvordan kommer vi så ud til et forsamlingshus placeret på en mark uden for landsbyen Bjerregrav – og hjem igen når festen er slut?

Mettes forældre: “I kan da bare køre med os”. Jo tak! 🙂 Men sikken omvej: I stedet for de 60 km de havde til festen, kom de op på ca. det dobbelte ved lige at smutte omkring os i Nørresundby. Og det med campingvogn på slæb. TAK

For de ville tage deres campingvogn med, så de ikke skulle hjem igen om natten. Så vi blev desuden tilbudt at overnatte hos dem, på p-pladsen uden for forsamlingshuset. TAK

Da vi nåede ned til forsamlingshuset var der stadig 3 timer til festen skulle starte, så inden vi trak i festtøjet, startede vi med at sidde sammen og snakke og få eftermiddagskaffe i campingvognen. Og så kunne Mette da også lige få tørret sin kjole i deres varmeskab i vognen samtidig. TAK

Eftermiddagskaffe i campingvognen.

Der var ingen smalle steder under festen – og så meget lækker mad, at jeg, der i et svagt og uopmærksomt øjeblik havde forelsket mig lidt for meget i dessertpandekagerne, bagefter mærkede den uheldige konsekvens, at jeg hverken havde plads til kaffe & småkager eller til natmaden (Den slags urutinerede fejl laver jeg ellers sjældent!). Da festen sluttede gik Mette og jeg sammen de 10 meter ud til campingvognen og faldt i søvn. TAK

Om formiddagen serverede Mettes mor det store morgenmadsbord i campingvognen, og inden vi nåede afsted fik vi visit af sølvbrudeparret som stak hovedet indenfor og sagde tak for i går. De blev naturligvis budt på kaffe, og imens vi sad 6 voksne rundt om det lille spisebord blev vi inviteret på … frokost! Det viste sig at der var så meget mad til overs, at Mettes moster og onkel ville invitere os alle fire hjem forbi dem til lækre frokostrester fra aftenens fest. Og, tilføjede de, vi var altså også nødt til at tage en masse mad med hjem, for de kunne slet, slet ikke komme igennem alle resterne selv. TAK

Så efter endnu mere hyggeligt samvær, en solid frokost og selskab af sølvbrudeparret, Mettes forældre, Mettes kusine og kæreste og Mettes bedstemor (og hunden Guffi!) i adskillige timer, så vendte vi ud på eftermiddagen til sidst snuden tilbage mod Aalborg, med en KÆMPE kasse fyldt med mørbrad, lam, bagte kartofler, salat, boller, ost, chokoladeskildpadder og meget mere. TAK

Det er blevet mørkt da vi når Aalborg søndag, og selvom Mettes forældre stadig har en time hjem, så vil Mettes far alligevel gerne lige hjælpe os med at køre op på toppen af Lindholm og bytte to gasflasker – også selvom det betyder at han først skal have spændt campingvognen fra bilen. TAK
(Og allerede næste dag løb gasvarmeren tør for gas, så det var virkelig heldigt at vi havde fået hentet ny gas den aften!) (TAK!)

IngerLis er Mettes mors ungdomsveninde: Samme aften fik vi en besked fra hende: “Hej. Vil I ikke have et par gratis billetter og komme med os til håndbold?”. Og det er ikke første gang vi har haft den fornøjelse sammen med dem…! 🙂 TAK

Og så er der alle de fremmede mennesker, som spørger om ikke vi vil bo hos dem. Blot fordi vi på vores hjemmeside i sidste uge beskrev nogle af de svære og hårde sider af at leve som vi har valgt. For ikke at tale om alle de folk vi kender, som også tilbyder et bad, varme eller mad. TAK

Så er der den flinke ældre herre blandt publikum, som under vores seneste foredrag tilbød os sit oliefyr til bilen – for sådan ét havde han lige til overs. Vi udveksler telefonnumre, og allerede næste dag ringer han og fortæller at han har sendt sin bil til mekanikeren, men at der nok går en dags tid før det er muligt at sige om fyret passer (og om det stadig virker). At han af egen drift er så opsøgende og hjælpende er meget overvældende. Og han vil ikke have noget som helst til gengæld. “Det er bare noget jeg gerne vil hjælpe jer med, og sådan er det”, siger han bestemt og venligt. Men så let slipper du ikke, Bjarne :)
Her får du i hvert fald et stort TAK

Hvad har gjort dig glad i dag?

Da Mette i sin tid led af en spiseforstyrrelse, skrev hun taknemmelighedsdagbog. Det sætter jeg stor pris på i dag, fortæller hun.
Skriv 3 ting ned i bogen hver dag, der har gjort dig taknemmelig. Det kan være ydre ting: “Det var fedt at gå en tur i parken imens solen skinnede”. Eller indre: “Jeg er glad for at jeg gav mine fødder et fodbad”. “At jeg sagde noget pænt til hende der”. Det kan være store og små ting.
”Det var med til at når tingene var rigtigt trælse, så blev jeg mindet om er der alligevel var noget godt i hver dag”. TAK

Inden vi lægger os til at sove, spørger vi hinanden; “Hvad har gjort dig glad i dag?”

Og noget lignende praktiserer vi faktisk sammen hver aften. Langt, langt de fleste aftener – med mindre vi har haft en af de aftenen hvor vi er gået så skævt af hinanden at vi slet ikke orker at tale sammen.
Vi ligger under dynen og deler en eller flere episoder i løbet af dagen, som har gjort os glade. Det er en hyggelig måde at slutte dagen på, og det sikrer at vi ikke glemmer det gode der er sket, og det træner os i at “se det gode” – selv i en hård og svær dag. Baggrunden for det er bl.a. den psykologiske teori om at det vi fokuserer på, vokser (Læs f.eks. Hans Henrik Knoop). Når vi fokuserer på de glade og positive ting, får det mere plads, og vi huskes på at der altid er noget der er godt.
Her synes jeg, at det er værd at nævne, at det ikke betyder, at det trælse, det der gør ondt, sorgen og smerten hverken bliver mindre eller på magisk vis går væk. Eller at de negative historier skal negligeres. Ignoreres. Tværtimod.
Hvis ikke det var fordi vi (synes jeg) faktisk er ret gode til at sige fra over for hinanden, og tage fat i og snakke om de svære ting når problemerne er der, så ville de gode, positive historier ikke have samme betydning. Jeg tror, at de små gode episoder netop får betydning, når de kan sættes over for de negative følelser. Men det er jo Mette, der er psykoterapeuten her, så spørg hende, hvis I vil vide mere 😉
Det er faktisk lidt ironisk og meget kontrastfyldt at skrive dette indlæg, fordi jeg lige nu personligt kæmper med familieproblemer, hvor jeg er den der insisterer på at tale om det svære, det negative – og får at vide at vi da bare skal fokusere på det positive og kigge fremad – og når det hele her i kolonihaven for under en uge siden samtidig var meget opslidende (Se evt. vores sidste blogindlæg).
 Men netop dér varmer det endnu mere, når folk i en svær tid åbner deres hjem og deres hjerter. “Kom ind!”, “Tag et bad”, “Her er der lidt mad”. TAK

Husk at sige TAK

Al denne snak om at takke, får Mette til at tænke på den amerikanske højtid Thanksgiving: Taksigelsesdag (som vist finder sted lige om lidt?). Hverken Mette eller jeg kender dog meget til den. Hvad hele baggrunden er og hvor traditionen stammer fra. Men det er vel en dag hvor man mødes for at sige tak? Det bliver vi enige om.
Og en dag med fokus på taknemmelighed snakker vi om.
Jeg tænker på, om det måske er med Thanksgiving lidt som det er med vores jul – som har nogle flotte værdier påklistret, men som måske ikke rigtigt fylder så meget i den moderne fejring?
Men vi indfører jo alle mulige amerikanske traditioner som Halloween, Valentine’s Day, Black Friday, m.m. Så hvorfor ikke den her? Og så fuld smæk på taknemmelighedssnakke og -tanker for alle dem der vil. Det vil være fedt! Lad os mødes og være taknemmelige.
Herefter snakker vi, om at vi jo bare selv kan gøre det til en tradition her og nu. Hvorfor så omstændeligt? 🙂 Lige som med vores egen opfindelse: Juliaften, dvs. d. 24. juli, hvor vi fik julemad, midt i sommeren. Det behøver jo ikke at angå alle mulige andre for at have værdi.

Jeg kunne f.eks. godt finde på at lade mig inspirere af den hollandske “jul”, som jeg blev meget begejstret for, da jeg boede der:
I Holland er man først for nyligt begyndt at fejre lidt jul d. 24. december. I stedet fejrer børnene og familien Sinterklaas d. 5. dec. Her gives også gaver til hinanden. Men kun én, lille, gave. Gerne hjemmelavet. og den koster måske 50 kr. Og der gives kun én gave til hver. Det udvælges et par uger i forvejen ved lodtrækning med navne i en skål, hvem der skal give gaver til hvem – som når der vælges nisser på danske skoler og arbejdspladser. Og så er selve indpakningen meget vigtigere. Den skal gerne være fantasifuld og skør. F.eks. at den lille gave er gemt i en stor kasse, fyldt med kold spaghetti(!) Og så er gaverne ledsaget af et (langt) personligt digt til modtageren (og som gerne må rime dårligt). Jeg tror at mange danske børn ville elske den form for gavegivning :)
I er velkomne til at prøve nogle af idéerne af d. 24. – f.eks. den med spaghettien! TAK

Mette kommer i tanke om at hun da kan huske Thanksgiving fra Berverly Hills! Brenda arbejder i en eksklusiv tøjforretning med rige kunder. Så kommer der en luset person forbi, der sætter sig udenfor. Forretningsekspedienten vil bare have ham væk, da manden skræmmer kunderne væk. Men Brenda tager manden med hjem til Thanksgiving med sin familie.
Hun er natuligvis skytsenglen i denne meget moraliserende serie, så det skal tages med et gran salt, men hun gør det gode og minder seerne om formålet for højtiden. At udbrede alt det gode der er i verden. Det er jo dét, det handler om.

Brenda som skytsenglen i Beverly Hills 90210.

Og måske dét er noget vi selv vil forsøge at huske, når nu vi skal holde jul i år (hvorend i verden det bliver): At starte med os selv, og forsøge at holde fokus på værdierne bag julen, fremfor de vaner og traditioner, som stille og roligt har overtaget rampelyset – om maden er “den rigtige” og de “uundværlige” gaver.
- Måske fejre jul med æblejuice og en frysepizza for at udfordre os selv?
- Måske bruge en time efter maden på at sidde og mindes folk og oplevelser vi er taknemmelige for at have stødt på i det sidste år?
- Invitere nogen med til juleaften, som ikke har et sted at være? På anden måde hjælpe andre der har brug for det?
Vi har allerede droppet julegaverne. Det gjorde vi sidste år efter en lignende snak, så på en måde er vi måske faktisk gået igang: Med at fokusere på værdierne i de traditioner vi allerede har. For det smitter af på hverdagen. At minde os selv om værdien af at hjælpe andre der har brug for det, på samme måde som når vi selv bliver hjulpet.

Og det lille ord TAK.

——

Som nævnt i indledningen stødte jeg i går på en stort set enslydende artikel på dr.dk, (i forbindelse med lanceringen af en bog om emnet tak af forfatteren Rikke Østergaard).
Den artikel kan I læse her:
 https://www.dr.dk/levnu/psykologi/tak-det-lille-ord-med-den-store-betydning

Har du en kommentar?