Aaargh…..det er frustrerende lige nu…

En påkørsel og en forsikringssag som trækker ud. Et iskoldt soveværelse hver morgen. Uvisheden om hvad der skal ske lige om lidt (der er under 3 uger til vi rejser nu). En rygskade, et ødelagt oliefyr, afslutningen på 4 års intenst arbejde. Og meget mere….

Lige nu er det hele ret hårdt!

Læsetid: ca. 9 minutter.

Vi vil ikke lægge skjul på at vi glæder os. Det gør vi da. Helt sikkert! Om 3 uger har vi begge to en helt tom kalender og friheden til at sætte os bag rattet i Turtle, og køre lige præcis derhen hvor vi har lyst. Det er vores store drøm som nu, efter over et år, er ved at blive til virkelighed.

Og vi får SÅ mange positive tilkendegivelser, hjælp, donationer og støtte til vores projekt at det er helt fantastisk. Nære venner og gamle bekendte, kunder, klienter og nysgerrige fremmede dukker op til vores foredrag. Radio og aviser vil gerne følge os og vi skal snart holde stor farvelfest med venner og familie i en hel weekend.

Men…

Lige nu er det hele ret trægt og det er meget svært at finde motivationen til at komme op om morgenen i disse dage.

Udfordringer er der nok af!

I hverdagene fylder det rigtigt meget hos Mette at hun både skal forberede sig på sin afsluttende psykoterapeut-eksamen, passe sit deltidsjob som afløser på Aalborg Kommunes Sundhedscenter OG have de sidste, afsluttende samtaler med sine klienter i sin egen virksomhed. Nåja, og fraflytte kontor-lejemålet.

Og mig? Ja, jeg fik kun halvt så meget arbejde som kartoffelsorterer (AKA “fødevarekvalitetskontrollør”) som jeg var blevet stillet i udsigt, for Danmark blev ramt af det vådeste efterår i 16 år, og kartoffelhøsten og mit arbejde måtte derfor aflyses gang på gang. Da det er vikararbejde, er der kun indtjening de dage hvor jeg kaldes på arbejde.

Da det lykkes mig at skaffe nyt vikararbejde, bliver Turtle skadet og må sendes på værksted. Det betyder at jeg stort set kun kan tage arbejde i cykelafstand, og det forringer mine indtjeningsmuligheder betragteligt. Oveni, så får jeg et hekseskud i venstre side af ryggen, og bliver med ét forvandlet til en forkrøblet, hjælpeløs, 80-årig mand.
Så det der med at kunne aflaste Mette ved at stå for tøjvask, indkøb og madlavning, så hun kan fokusere på eksamen m.v., dét bliver lige pludselig til at Mette må agere sygehjælper, da jeg ikke engang kan flytte en tallerken eller tage et skridt uden at få et jag op igennem hele kroppen.

Piller og rygøvelser. Vi håber begge at Morten hurtigt kommer på højkant igen.
Turtle er også skadet

Og det med Turtle? Ja, vi blev påkørt bagfra for en måneds tid siden, og selvom føreren af den anden bil påtog sig skylden på ulykkesstedet og vi fik alle forsikringsoplysninger af ham og meldte det samme aften, så har vi nu kæmpet med ham lige siden for at få dækket skaderne, der løber op i ca. 10.000 kr., fordi han ikke vil svare på henvendelserne fra sit eget forsikringsselskab og de (naturligvis) ikke kan/vil foretage sig noget uden ham. Så selvom han er ansvarsforsikret, så hænger vi alligevel selv på skaden, med mindre vi kan få ham til at svare på forsikringsselskabets henvendelse. Lektien her: Ansvarsforsikring er ingenting værd, hvis den skyldige er amoralsk nok til ikke at svare på henvendelserne til ham. Så vi må nok til at investere i en kaskoforsikring til Turtle, selvom det ikke rigtigt kan betale sig med så gammel en bil….
Oveni, har vi desværre måttet konstatere at Turtles oliefyr (Det er dét som skal holde os varme om vinteren) ikke kan repareres, og dermed skal udskiftes. Det er også en udgift på ca. 10.000 kr.
Og når vi nu ér i gang med skaderne på Turtle, så kommer én ulykke jo sjældent alene, så der var selvfølgelig også en lydpotte og en termostat, der skulle fikses, når vi nu var i gang – her var vi dog heldige med, at Mettes bror, der er mekaniker, kunne hjælpe. Men det skulle lige koordineres, så vi kunne få alle reparationerne passet ind.

Udfordringerne med Turtle har også betydet at de seneste to foredrag i hhv. Aabybro og Fjerritslev har måttet klares med offentlig transport og en lånt bil (som så også lige skulle koordineres). Og da vi gerne vil lave nogle gode foredrag, har vi en del rekvisitter med, som derfor også skulle slæbes frem og tilbage. Knap så nemt, som når vi bare har kunnet parkere Turtle lige udenfor(!) 🙂

Av! Det ser ikke ud af meget, men det koster alligevel 10.000 at få Turtles kofanger, blinklys, m.m. i orden igen. Og så lige 10.000 oveni til et defekt oliefyr.
Vintertid

Og så er det blevet november…. Det betyder at vi ikke længere har rindende vand i kolonihaven, hverken i hanen eller toilet, så selve det at vaske op eller gå på toilettet bliver hurtigt lidt mere besværligt end det, vi ellers har været vant til. Toilettet kan ikke følge med til at skylle ud så mange gange, som vi skal tisse i løbet af en dag, men det har vi så løst ved, at vi nu begge to tisser ude i busken i kolonihaven i stedet for at gå ind på det dertil indrettede toilet.
Til drikkevand og madlavning har vi en 5 og en 10 liters dunk med vand, hvilket relativt hurtigt bliver tømt og så er det over til kirken et par hundrede meter væk for at fylde op igen.

Heldigvis kan vi jo trøste os med, at vi derudover har et velfungerende køkken med køleskab, ovn og komfur her i kolonihavehuset – eller..det havde vi i hvert fald, indtil den dag for snart et par måneder siden, hvor vi lavede bagte kartofler i ovnen og den pludselig, midt i madlavningen gik ud og ikke har villet starte siden. Vi har endnu ikke haft overskuddet til at gøre det helt vilde ved det. Vi har bare hentet vores lille, runde Omnia ovn til at sætte på gasblusset, ind fra Turtle og så laver vi mad i den eller i en gryde/på en pande. Præcis som vi gør, når vi er afsted i Turtle – nu har vi bare også en ødelagt gasovn, vi skal have gjort noget ved, inden vi flytter ud af kolonihavehuset om knap 3 uger..

Vores redningsmand; Omnia ovnen. En genial opfindelse, der sikrer, at vi også kan få ovnbagte kartofler, selv når ovnen er gået i stykker.

At det er blevet november betyder også at kulden tiltager og da vi jo stort set bor i et hus af pap, så er der bogstaveligt talt iskoldt uden for dynen hver morgen (Vi har været under 0 grader for første gang). Vi har en gasvarmer, men den kører af sikkerhedshensyn ikke om natten, så den skal først tændes og derefter køre i en halv times tid før det er til at gå rundt i stuen/soveværelset uden tøj på. Og selv dér er alt vores tøj, stolene vi sidder på og kopperne vi holder ved iskoldt! Dét gør det svært at komme ud af dynen…..

Det tager sin tid at varme hytten op, når denne gasovn er vores eneste varmekilde.

Om det så er kulden, der har gjort sin indvirkning her, eller det bare er skæbnen, der spiller os et puds, vides ikke med sikkerhed, men faktum er, at Mette vågnede op tirsdag morgen med blærebetændelse! For Gud ved hvilken gang i hendes liv. En sviende, skærende smerte, når hun ladede vandet var virkeligheden, når hun sad med bukserne nede om anklerne ude i hendes foretrukne “tisse-busk”. Av for pokker, siger jeg bare! Hvis du nogensinde har prøvet det, så ved du, ligsom Mette, hvordan det kan brænde i nervebanerne helt ud i hænderne, når urinen forlader kroppen.
Så hvem der var mest ynkelig, mig med mit hekseskud eller Mette med sin blærebetændelse, er nærmest ikke til at afgøre – vi stod vist ret lige.

Råt for usødet

Når vi nævner alt det her, er det ikke for at få nogen former for sympati, for vi har jo selv sat os i den her situation – og vi skal også nok klare det hele.
Men vi har lovet os selv, at vi OGSÅ vil fortælle om alle de irriterende, uoverskuelige, belastende ting i hverdagen, så vores frie liv i et folkevognsrugbrød, hvor vi rejser verden rundt, ikke bare kommer til at fremstå som det rene glansbillede. Så her er den altså, råt for usødet; vores hverdag lige nu.

Der ER lyspunkter, uden tvivl, men derudover er det hele altså lidt uoverskueligt og småtrælst lige nu. Øv….

Men vi må bare tage det sure med det søde, glæde os over at vi snart kan se en ende på det hele, og huske på at livet er fyldt med tilfældigheder og jo er en stor og uendelig rutchebanetur uden for vores egen kontrol 🙂

På Mettes nedtællingskalender kan vi følge med i hvordan vi langsomt nærmer os den første dag med en tom kalender: 4. december 2017.

/Morten.

Jeg skriver når jeg har noget på hjerte, som er værd at dele med jer. Og ellers har jeg travlt med at tage den med ro 🙂

Kunne du tænke dig endnu flere Turtle Time-historier? Så læs med her!

Har du en kommentar?