Er alting idyl, når man bor i en bil?

Læsetid: ca. 10 minutter

Efter at vi har købt Turtle og er flyttet ind i den, har en helt ny verden åbnet sig for os på de sociale medier; Nemlig alle de andre folk, der også bor i og rejser rundt i deres biler, autocampere og lignende og som gør præcis (eller næsten) det samme som os. Alene hashtagget #vanlife på instagram har intet mindre end 1.997.957 opslag i skrivende stund.

Det er super fedt for os at følge nogle af de mennesker, der kaster sig ud i disse projekter og lade os inspirere af deres måde at gøre tingene på. Men …

Samtidig har det gjort os meget mere opmærksomme på, hvad det er, vi selv deler. For som I måske kender fra jeres eget liv på de sociale medier, så er det er virkelig svært at dele de svære stunder og skabe et retvisende og realistisk billede af sin hverdag.

Ikke desto mindre vil vi med dette indlæg forsøge at skabe en sund vane her på Turtle Time, ved også at fortælle om de svære tider.
– Som da vi i forrige uge fik en ordentlig tur i følelsernes rutchebane!

Vi håber du vil læse med 🙂

idylliske billeder af smukke kvinder

Når vi scroller ned over vores facebook- eller instagramfeeds, er det ikke få gange, vi støder på det, vi er begyndt at kalde “havfrue-billeder” – nemlig billeder, hvor kvinden i bilen (ofte en meget slank, velproportioneret kvindekrop med langt, bølget hår, hvid bikini der fremhæver hendes smukke krop, solbrun hud og solbriller) blidt smyger sig ud i det azurblå vand med fingrene glidende let hen langs vandkanten, mens hendes bølgede hår falder blødt ned ad ryggen på hende, mens baggrunden afslører et imponerende klippelandskab.

 

Eksempel på “havfruebillede”. Foto fra Idle Theory Bus.

En anden kategori af “havfrue-billeder” er dem, hvor den kvindelige part ligger nøgen eller halvnøgen på madrassen i bilen, måske med et lille lændeklæde svøbt sirligt over en lille del af kroppen, mens bagsmækken står åben og hun ligger og nyder den smukkeste solnedgang over skovsøen i baggrunden. You get the point.
Derudover er der alle de billeder, hvor parret kysser hinanden kærligt, mens de er i fuld gang med at renovere deres bil, billeder hvor kvinden krammer deres hund, mens hun griner og hunden logrer med halen og billeder, hvor parret hygger sig ved et lejrbål, mens den ene spiller guitar og den anden kokkerer aftensmaden over bålet. Altså billeder, der emmer af hygge og idyl.

Og det er nok i virkeligheden det, jeg (Mette) oplever som den største ulempe ved de sociale medier; at vi nemt kan komme til (bevidst eller ubevidst) at opstille et idyllisk glansbillede af vores eget liv, hvorefter vores følgere/venner på de sociale medier kan sidde og sammenligne deres eget liv med vores og føle, at deres liv er både kedeligt og uinspirerende sammenlignet med vores. Og det er ikke det, jeg ønsker at skildre, for sådan er virkeligheden jo ikke.

Ingens liv er perfekt og det synes jeg også, er vigtigt at skildre på de sociale medier – for at vise et troværdigt billede af, hvordan vores liv er.

 

“Når du som læser får mulighed for at følge os på de sociale medier og læse om hvordan vi lever vores liv, så skal du også have mulighed for at se de svære tider.”

Både så du får et retvisende billede af, hvad det vil sige at leve på den måde, vi lever – med alle vores ups and downs – og så du også kan lære af vores fejl og måder at håndtere de svære stunder på – for i virkeligheden er det nok ofte mindst lige så lærerigt og interessant.

Hvorfor er det så svært at være ærlig på de sociale medier?

Når jeg nu nævner “havfrue-billederne” og viser et eksempel på et af slagsen, er det ikke fordi, jeg har nogen formodning om, at Idle Theory Bus, der har lagt dette billede ud (eller andre, der lægger denne type billeder ud) prøver at foregive noget, der ikke er sandt. For det er jo sandt. Det er bare kun en del af fortællingen.

Der er også de dårlige dage og det er noget af det, disse idylliske billeder har fået os til at snakke om; nemlig hvad er det egentlig, vi selv poster og hvordan sørger vi for at vise så retvisende et billede som muligt, så vores følgere kan se, at vores liv altså ikke er lutter idyl, bare fordi vi har droppet vores faste jobs og er flyttet ud i en bil for at rejse rundt i verden?

 

“Vi poster jo også selv mange billeder af de flotte naturoplevelser, vi støder på – og af vores smilende eller grinende ansigter – fordi det er det, der er sjovt at dele.”

 

Det er straks mere udfordrende at få delt billeder af de svære tider. Primært fordi det jo ikke lige er, når tårerne presser sig på og jeg føler mig såret eller er sur, at jeg hiver kameraet frem og også fordi det kræver en vis form for overskud at lægge noget ud fra de perioder, hvor alting ikke er så fedt – og lige netop overskud er ikke det, jeg har mest af, når jeg er ked af det og sur. Og så er det også virkelig sårbart at dele noget, der er svært, for man udleverer et stykke af sig selv og ved ikke, hvordan det bliver modtaget – og så er det jo nemmere at lade være.

Men … det er altså vigtigt for Morten og jeg at være så ærlige som muligt på de sociale medier og at vi både viser jer de gode stunder og de svære perioder, så selvom overskuddet måske ikke lige er til at dele de svære ting lige i øjeblikket, så vil vi gøre et forsøg på at dele det efterfølgende – som nu – når vi mener, det er noget, I kan få gavn af at læse.

Life is a rollercoaster – OP OG NED MED TURTLE TIME

Derfor vil jeg fortælle jer historien om de seneste ugers op- og nedture:

Long story short: Vi havde i lang tid haft planlagt, at vi skulle til Falster og holde vores første Turtle Time-foredrag. Uheldigvis skete der så det, at Morten kom til at dobbeltbooke, da han sagde ja til et kartoffel-sorterer-job (som et led i at tjene penge til vores Turtle-eventyr).

Jeg blev vred og skuffet og Morten forsøgte at finde en løsning på problemet. Der var bare ikke nogen optimal løsning.

I sidste ende viste det sig, at den eneste løsning, der var tilbage var, at jeg tog alene til Falster og holdt foredraget, mens han blev i Aalborg og startede på sit nye kartoffel-sorterer-job. Jeg var skuffet – og det samme var Morten egentlig. Han var træt af igen at have lavet en fejl (det er ikke første gang, han har haft kalender- eller tidsudfordringer, som har skuffet mig) og han var ærgerlig over, at vores foredragskarriere skulle starte på denne måde og at det, der skulle have været en fælles Turtle-oplevelse, nu så ud til at blive en kilde til ærgrelse og frustration.

Men der var ikke noget at gøre. Vi kunne aflyse foredraget, hvilket jeg ikke var indstillet på, Morten kunne droppe jobbet (vikarbureauet gjorde det klart, at hvis han ikke kunne komme den første uge, ville der ikke være noget job til ham), hvilket han ikke var indstillet på, eller også kunne vi vælge den tredje løsning, som var, at jeg tog afsted alene og han blev hjemme og sorterede kartofler. Vi valgte den sidste løsning. Ingen af os var helt tilfredse med situationens udfald, men det var vel den bedste løsning af tre onder, så sådan blev det.

 

“Indtil da havde det kostet masser af timer med irritation, vrede og skuffelse og nu ville vi bare have en afklaring.”

 

Vi følte begge to, at vi havde landet den nogenlunde, hvor den kunne landes, som sagt det bedste af tre onder og var ved at finde os til rette med den løsning. Samtidig tror jeg, vi begge så frem til at have en uge alene efter sådan en intensiv uge med højtgående bølger. Det var totalt udmattende og vi trængte begge to til at være alene nu.

Torsdag morgen, 5 dage inden foredraget, og dagen efter vi havde haft endnu en diskussion omkring foredrags-gaten, troede vi begge, at vi kunne spise morgenmad i nogenlunde fred og fordragelighed, men nej.
Morten kom med et forslag til en facebookgruppe, hvor jeg kunne dele opslag om det kommende foredrag, fordi han gerne ville hjælpe, nu hvor han havde dummet sig og ikke kunne være med til at holde foredraget. Jeg opfattede det som endnu en “to-do” og følte i forvejen, at jeg havde nok af opgaver, jeg stod alene med, så jeg kunne slet ikke overskue det og endnu engang gik vi skævt af hinanden.

 

“Det var mega-belastende. Jeg gik ud i haven for at trække lidt frisk luft. Jeg magtede det simpelthen ikke. Hvor var det godt, jeg snart skulle afsted og være alene det meste af en uge. Jeg trængte bare til frisk luft.”

 

Jeg stod i haven og trak den friske luft langt ned i lungerne. Allerede der mærkede jeg en lettelse. Okay, værre var det jo heller ikke, det skulle nok gå. Jeg så lige en anelse lysere på det, og følte igen, at jeg havde overskud nok til at gå ind og spise min morgenmad sammen med Morten nu.

Da jeg kom ind i huset, kunne jeg høre Morten tale i telefon. Han sagde ting i stil med “så jeg skal først starte d. 18., siger du?” og “ja, det har da også regnet helt vanvittigt meget den seneste tid”.
Så snart han spurgte, om han først skulle møde d. 18., kunne jeg mærke en boblende fornemmelse inde i maven, som om en kæmpe latter var på vej til at bruse ud fra mit indre. Jeg kunne næsten ikke holde den tilbage. Da Morten havde lagt røret på, kiggede jeg på ham og spurgte: “er det virkelig rigtigt? Skal du først møde på arbejde d. 18.?”
Han nikkede forsigtigt og jeg brød med det samme ud i latter og det samme gjorde Morten.

Det var simpelthen for meget! Her havde vi gået og været sure, irriterede og skuffede i det meste af to uger og gået skævt af hinanden og så var det hele bare løst med en enkelt telefonopringning – på grund af regnvejret! Jeg tror aldrig, jeg har været så taknemmelig for regnvejr, som jeg var den dag. Og hold kæft hvor var det forløsende. Al den indestængte energi, som havde gået og hobet sig op i løbet af de foregående uger, brusede nu ud og kom ud som en boblende latter.

Morten blev revet med og vi kunne slet ikke stoppe med at grine igen. Vi vidste nærmest ikke, om vi skulle grine eller græde, så jeg endte med at gøre begge dele på samme tid.
Det var en lettelse uden lige, at komme ud med det og efterfølgende følte jeg mig nærmest flyvende. Jeg var simpelthen så taknemmelig.

 

Foto: En eftertænksom (og lettet) Morten, lige efter telefonopkaldet 🙂

husk selvforkælelsen

Egentlig havde jeg planer om at sætte mig og skrive på min afsluttende opgave på psykoterapeutstudiet den dag, men efter denne rutsjebanetur var jeg bare fuldstændig drænet for energi og mente, det var bedst at improvisere lidt i denne sitaution (thank God for, at jeg har sat mig selv i en situation, hvor der er plads til den slags improvisation).

Jeg mærkede efter, hvad jeg havde allermest lyst til og brug for og kom frem til, at det ville være den helt rette dag at bruge et af de wellness-gavekort, vi havde liggende, som Morten havde vundet til et arrangement sidste år.
Så jeg spurgte ham, om han var med på den – og det var han (selvfølgelig).
Vi pakkede derfor vores badetøj og cyklede i silende regnvejr over til svømmehallen, hvor vi brugte det meste af dagen på ren selvforkælelse.

Det var velvære for både krop og sjæl og jeg kunne tydeligt mærke, hvor godt det gjorde mig efter sådan et par uger med følelsesmæssige rutsjebaneture.

Hav tillid – der sker det, der skal ske

Morten og jeg har ofte snakket om at have tillid til, at der sker det, der skal ske. At tro på tilfældigheder. Og det synes jeg egentlig, jeg plejer at være ret god til. Men lige i det her tilfælde må jeg sige, at jeg blev taget med bukserne nede. Jeg nåede at blive rigtig sur, ked af det og skuffet og havde slet ikke tillid til, at vi kunne finde en god løsning på det hele. For der var jo kun tre dårlige løsninger. Men … da ham fra vikarbureauet ringede og sagde, at regnen gjorde det umuligt at arbejde og at Morten først skulle starte en uge senere, viste det sig alligevel, at der også var en god løsning – det var bare ikke en, vi selv kunne have forudset eller bragt på bane.

Så det mindede mig lige endnu engang om, at jeg skal huske at have tillid til, at det der skal ske, sker. I stedet for at gå og bekymre mig en hel masse om det.

Det hele skal nok gå.

//Mette

[su_slider source=”media: 464,463″ limit=”45″ target=”blank” height=”600″ title=”no” pages=”no” speed=”2000″][su_slider source=”media: 476,458″ limit=”45″ target=”blank” title=”no” pages=”no” speed=”2000″][/su_slider]
TIP: Husk at være god ved dig selv, når du mest af alt har brug for det!