Turtle Time i Oceanien (Artikel fra aalborgnu.dk)

Læsetid: ca. 5 min.

Det nærmer sig 2 år, hvor vi har boet og rejst rundt i vores rullende hjem Turtle. De sidste tre måneder har vi befundet os på den anden side af jordkloden.
Men hvordan hænger det nu sammen og har vi virkelig fragtet vores folkevognsrugbrød med hele vejen til Australien?

Vi vågner til lyden af bølgeskvulp og fuglefløjt. På den måde er det egentlig ikke så meget anderledes end de mange gange, vi har parkeret ved Vesterhavet og er vågnet op til lignende lyde. Men..noget er alligevel anderledes her.
Temperaturen er bagende varm allerede nu hvor klokken er 8 om morgenen og da vi kigger ud af ruden er det første vi ser, den blå himmel og de grønne palmeblade.
Nå ja, hvis vi skulle ha’ glemt det, så minder palmerne og det milde klima her i april måned os i hvert fald om, at vi faktisk er knap 15.000 km fra Aalborg her i Queensland i den nordøstlige del af Australien.

Baggrunden for, at vi nu sidder her på den anden side af jorden og nyder vores morgenkaffe på strandbredden ud til Stillehavet, er at vi tilbage i efteråret blev ansat på en dansk rejsehøjskole som destinationsleder og underviser på deres 3 måneders ophold i Oceanien januar-april 2019.
Vi parkerede derfor Turtle i laden hjemme hos Mettes forældre og måtte for en gangs skyld rejse på eventyr uden ham. I slutningen af januar mødtes vi med de 19 unge mennesker, der skulle med på rejsen, i Kastrup Lufthavn og rejste ud i verden på nye eventyr sammen.

Og nu er vi snart ved vejs ende – kun én uge er der tilbage af vores eventyr i Oceanien, før vi atter vender snuden hjemad mod Kastrup Lufthavn, men nu med rygsækken fyldt med endnu flere fantastiske oplevelser. Og meget forskelligartede oplevelser.
Vi har været på kanalrundfart, besøgt smukke templer og drønet rundt i de karakteristiske tuk-tuk’s i Bangkoks gader. Vi har drukket cava, danset stammedans og hilst på folk med den lokale hilsen ‘BULA!’ på den tropiske ø Taveuni i Fiji. Vi har fløjet i helikopter, vandret på en gletcher, riverraftet og været på 3 dages vandre- og kajaktur i New Zealand. Vi har holdt en slange, krammet en koala, fodret papegøjer og siddet på stranden under stjernehimlen og drukket vin og filosoferet over vores liv i Australien.
For bare at nævne nogle få ting.

Højskole i udlandet

Men én ting er alle rejseoplevelserne. Noget andet er alt det, vi har oplevet i kraft af vores nye roller som ‘hr. og fru højskole’.
Det er nye roller for os begge to, så her har vi virkelig kastet os selv ud på dybt vand ved at sige ja til på egen hånd at rejse om på den anden side af jorden med 19 unge mennesker og derefter stå med ansvaret for alt det praktiske i dagligdagen og for at undervise dem i de tre fag, de skal ha’ i løbet af de tre måneder. Der er mange ting, der kan nå at gå galt i den proces.
Heldigvis er vi begge meget inspirerede af Pippi Langstrømpe, der siger “det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt” og derefter kaster sig ud i det.
Og det ku’ vi jo også godt.

Når vi ser tilbage på de tre måneder, er det meget mere end “blot” ovennævnte fede rejseoplevelser, vi kommer hjem med i rygsækken.
En stor del af de oplevelser, vi kommer hjem med, er nemlig skabt i fællesskabet med de 19 unge mennesker, vi rejser med.
Her kan bl.a. nævnes udklædningsfester, konkurrencer, højskoleaftener med filmvisning eller sjove lege, fællesspisning, fælles vandreture og udflugter, frustrationer, gråd og kollektive grineflip, dybe samtaler, personlige fortællinger, forventningsglæde og begejstring.
Alt sammen i én herlig pærevælling af følelser og oplevelser.

Og når alt kommer til alt, er det nok disse oplevelser, der sætter dybest spor hos os og som gør, at vi netop har søgt job på en rejsehøjskole og ikke med et hvilket som helst rejsejob: her får vi lov at komme ind under huden på folk og lære hinanden at kende, både på de gode og de dårlige dage. Og dét er virkelig værdifuldt for os.
Tænk sig, at vi har fået lov til at tage del i disse unge menneskers helt store rejseeventyr og i den personlige udvikling, som de (og vi selv) har gennemgået i den forbindelse.

Hvad mon fremtiden bringer?
En anden gevinst, vi også tager med os hjem fra dette skønne eventyr, er en styrket selvtillid. Vi har kastet os ud i noget, ingen af os har prøvet før, og vi klarede den – endda temmelig godt, hvis vi selv skal sige det.
Så lige nu har vi begge en fed følelse af, at vi kan klare hvad det skal være. Så er spørgsmålet bare, hvad vi har lyst til at kaste os ud i næste gang.

For endnu engang står vi foran et ubeskrevet blad i vores liv. Vi kommer til Danmark om en uges tid, hvor Turtle pænt står og venter på os hjemme i laden hos Mettes mor og far – og hvor bliver det dejligt at se ham igen – men flere spørgsmål har meldt sig på banen den seneste tid.
Vil vi blive ved med at bo i bilen på fuld tid, når vi kommer hjem? Vil vi finde et lille kolonihavehus eller en anden fast base som supplement til bilen, som vi kan flytte ind i i perioder hvor vi ønsker at fordybe os i andre projekter? Hvilke andre projekter drømmer vi om for tiden?

Vi har boet i Turtle og rejst rundt i både Danmark, Europa og nu også Oceanien de sidste to år, så det føles egentlig meget naturligt for os at begynde at overveje, om det også fremover giver mening for os med denne livsstil eller om der er noget andet, der trækker mere i os.
Så hvad fremtiden bringer er endnu uvist for os, men én ting er helt sikker: vi overvejer IKKE at sælge Turtle!

De bedste hilsner og på snarligt gensyn hjemme i Danmark,
Morten og Mette (og en hilsen fra Turtle hjemme i laden i Nordjylland).

Dette blogindlæg er oprindeligt skrevet som et rejsebrev hjem til avisen og onlinemediet Aalborg:nu.